Tilbage til oversigten

Risikorådgiveren #04, april 2023

Kommunale tryghedsvagter


Leder, af Peter Oriat

Kære Kolleger

Justitsministeren har den 23. marts 2023 fremsat lovforslag om kommunale tryghedsvagter, der fra den 1. juli 2023 giver kommunerne mulighed for at anvende sådanne vagter.

Med lovforslaget åbnes der for, at kommunerne som led i en forsøgsordning kan ansætte tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden.

Tryghedsvagterne kan f.eks. hjælpe med at sikre trygheden i områder, hvor borgerne oplever særlig utryghed, f.eks. i områder, hvor der erfaringsmæssigt sker mange indbrud og i områder med mange udendørs fester og forsamlinger. De vil også kunne indsættes på stationsområder eller i boligområder, hvor der er særlig risiko for indbrud.

Med lovforslaget er der lagt op til, at der som noget nyt kan udøves vagtvirksomhed med henblik på at opretholde ro og orden, hvilket ellers som udgangspunkt er en politimæssig opgave. Tryghedsvagterne skal ikke erstatte politiets arbejde eller patruljering, ligesom tryghedsvagterne ikke bliver tildelt politimæssige beføjelser.

Tryghedsvagterne kan bidrage til at sikre tryghed i kraft af deres tilstedeværelse i gadebilledet og ved at agere ekstra "øjne og ører" for politiet. Desuden kan de henstille til personer at stoppe forstyrrende adfærd og ved hjælp af kameraer dokumentere forstyrrelser af den offentlige orden eller øvrige strafbare forhold med henblik på overdragelse til politiet.

Tryghedsvagter kan være godkendte kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen. Der lægges op til, at tryghedsvagterne skal gennemgå en supplerende uddannelse, inden ansættelsen træder i kraft.

Den foreslåede forsøgsordning vil løbe i 3 år fra den 1. juli 2023 til den 1. juli 2026. Alle kommuner vil uden særlig tilladelse eller lignende kunne vælge at gøre brug af ordningen i denne periode.

Spørgsmålet om kommunernes mulighed for ansættelse af tryghedsvagter var et emne, som lokalpolitikerne debatterede op til det seneste kommune- og regionrådsvalg. Nogle lokalpolitikere ønskede at oprette kommunale vagtværn, der i uniform direkte skulle patruljere i lokalområdet og ved indbrud og uro med lys, lyd og kameraer og hunde, kunne rykke ud til sådanne begivenheder – andre ønskede, at tryghedsvagter alene ved deres tilstedeværelse skulle være synlige i gadebilledet og løse sociale opgaver, men dog i påkommende tilfælde kunne udskrive bøder ved støj, uro og truende adfærd – andre ønskede slet ikke sådanne vagter.

Det nu fremsatte lovforslag er, hvad Regeringspartierne er nået til enighed om. Kommunerne får således nu et nyt værktøj i deres arbejde med at skabe tryghed for borgerne.

I de kommuner, der benytter sig af ordningen, medfører dette et samarbejde med risikostyringskoordinatorerne – et samarbejde som risikostyringskoordinatorerne naturligvis indgår positivt i.

Tilbage til oversigten